Det, man tænker…

Forestil dig en citron. En stor, sol-gul, moden og saft-spændt én af slagsen. Eller nej, lad os gå hele vejen: forestil dig at du står midt i en citronplantage et sted i Grækenland i september måned. Træerne bugner af store og sol-modne citroner. Og nu plukker du så den aller flotteste af dem!

Foran dig står et gammelt havebord, og på bordet ligger et skærebræt og en halvrusten gammel kniv. Og nu lægger du din ny-plukkede, solmodne citron på skærebrættet og skærer den over på midten. Du må trykke lidt til for at få kniven helt igennem og saften begynder at løbe lidt fra kødet. Herefter skærer du en flot rund skive, og så deler du skiven på midten, så du nu har to halvmåne formede skiver. Der er allerede løbet en del saft af citronen, men ikke mere end at skiverne stadig er dejligt saft-spændte.

Til sidst tager du den halve citronskive og lægger den i munden, så skallen lige nøjagtig ligger på ydersiden af dine tænder. Og så lukker du munden, bider til og lader saften sprede sig ud i hele mundhulen imens du mærker, hvordan din mund og dine læber trækker sig sammen på grund af den sure smag. Smag godt på den…

Realitycheck: mærk nu efter om du har lidt ekstra spyt i munden? Altså lige nu, imens du sidder og læser dette. Hvis du har, er det tegn på, at du på et minuts tid har overbevist din krop om, at der rent faktisk ligger en citronskive i din mund! Og lige nu er din krop i færd med at nedbryde citron og saft i så tilpas små bestanddele, at den kan optage dem i blodet.

Tænk over det en ekstra gang: din krop er 100% overbevist om at der rent faktisk ér en citron. Og nu forholder den sig aktivt til det. Den skelner altså ikke imellem “rigtige” citroner, og dem du tænker dig til.

Jeg synes ind imellem at det er ret skræmmende at tænke på, at en stor del af mig ikke kan skelne mellem fantasi og virkelighed… Men det åbner også op for en masse muligheder. Det er for eksempel blevet afprøvet og bevist, at hvis du jævnligt forestiller dig at du dyrker vægtløftning, så vokser dine muskler.

Min krop definerer altså virkeligheden – og tilpasser sig den- ud fra ALLE de signaler som den modtager, uanset om det er via mine ydre sanser eller fra min indre biograf. Men det er ikke det hele. Den justerer også løbende sit billede af virkeligheden ud fra mine fysiske, psykiske og mentale reaktioner. Et rigtigt godt eksempel på det sidste er, når min søde og kloge kone i forsøget på at hjælpe mig til at sænke tempoet en smule siger:

“Hey skat… (Pause) … tag lige en dyb vejrtrækning”.

Min intelligente krop ved udmærket godt at jeg aldrig kunne finde på at ånde ud med et suk, hvis der var fare på færde. Et suk er tværtimod et tegn på at faren er ved at være ovre. Når jeg trækker vejret dybt og roligt et par gange skruer min krop derfor lidt ned for pulsen og mængden af stresshormer, og indstiller sig på at sænke paraderne og slappe af. Hvis jeg bliver ved med at “sukke” i længere tid, så begynder den endda at fordøje og restituere. Smart!

Det er efterhånden blevet en daglig “praksis” for mig at prøve at narre min indre autopilot, snige mig ind i cockpittet og at få adgang til det instrumentbræt, der kontrollerer min krops oplevelse af virkeligheden. Og denne kontrol kan jeg både bruge akut her og nu som i eksemplerne herover. Men også hvis jeg gradvist vil ændre de gamle vaner og holdninger som normalt holder mig fastlåst i en begrænset oplevelse af mig selv og “virkeligheden” omkring mig.

I min morgenmeditation genkalder jeg mig følelsen af at elske min kone og børn, for at komme på forkant af den typiske november-morgen-uoplagthed med små-vrissen og forsøg på at give hinanden skylden for den dårlige stemning, mørket og kulden, og at grøden er brændt på.

Eller jeg “leger” med nye måder at se på mig selv og verden – jeg prøver at stille mig selv spørgsmål, som jeg normalt er overbevist om, at jeg kender svaret på, og lader så spørgsmålet stå ubesvaret hen et øjeblik… For eksempel når jeg tager mig selv i at sige eller tænke: “Jeg er jo nødt til at…!”

Og så glædes jeg over de gange hvor det rent faktisk lykkes at ryste mit eget verdensbillede en smule – og jeg dyrker dem også lidt og holder en fest med mit ego 😉

Men i “virkeligheden” kan man jo gå meget længere! Som dem, der visualiserer at deres hvide blodlegemer rykker ud som en hel hær og derved nedkæmper alvorlige og “u-helbredelige” sygdomme. Eller man kunne sprøjte millioner af kroner efter forskning i Placebo effekten – alene af den grund, at det er alment anerkendt at cirka en 1/3-del af alle helbredelser skyldes placebo – dvs. “indbildning” = tankens kraft.

Nikolej

PS. Har DU også fundet metoder til at få kontrol over din autopilot, og sætte dig selv mere fri? Hvis du kommenterer på bloggen her, udskiller min auto-styrede hjerne en masse “lykke-hormon”- helt automatisk 🙂